Klima-lavbundsprojekt ved Nørbæk
Silkeborg Kommune har gennemført en forundersøgelse af mulighederne for at anlægge et lavbunds-vådområde ved Nørbæk. Vådområdet skal primært reducere udslippet af CO2 fra tørvejord i projektområdet. Forundersøgelsen viser, at der er grundlag for at gennemføre et lavbundsprojekt.
Beskrivelse af projektet
Forundersøgelsen er gennemført i samarbejde med Envidan A/S under klima-lavbundsordningen. Et område på 44,26ha nordvest for Gjern er blevet undersøgt for om det var egnet til et projekt. Resultaterne af forundersøgelsen viser, at der kan laves et projekt. Forundersøgelsen er gennemført med tilskud fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.
De tekniske dele af forundersøgelsen viser, at der kan tilbageholdes 429,61 ton CO2-ækvivalenter pr. år. Projektet tilbageholder også 37 kg kvælstof pr. hektar pr. år som en ekstra gevinst. Derudover genslynges en stor del af Nørbæk og det vil bidrage til en stor forbedring af vandløbets miljøtilstand.
Den ejendomsmæssige del af forundersøgelsen har afdækket, at der generelt er rigtig god opbakning til et vådområdeprojekt blandt lodsejerne.
Den samlede forundersøgelse inkl. bilag kan du hente her på siden.
Silkeborg Kommune forventer at søge om at gennemføre projektet, så snart ansøgningsrunde for lavbundsprojekter åbner. Vi forventer det bliver i foråret 2026.